…Jeg var engang meget syg. Faktisk så syg, at jeg ikke selv var klar over det – der skulle professionelle ind over for at vise mig at den måde jeg havde det på, var ikke ‘normalt’.
Personligt troede jeg bare at det var sådan livet skulle være for mig. Jeg havde faktisk glemt at jeg nogensinde havde haft det anderledes. Hver dag var blevet en kamp, jeg hadede mig selv og gav konstant mig selv skylden for alt – også det andre gjorde ved mig, for det var sikkert fordi jeg fortjente det.
Jeg var meget pligtopfyldende, mødte altid til tiden, havde orden i mine sager; både skole, privat og arbejdsmæssigt. Når min kæreste kom hjem fra arbejde, så stod der mad på bordet, vasketøjet var sat over og vores lejlighed var ren. Så længe jeg blev i denne rutine, mærkede jeg ikke de store udsving. Jeg undgik spejle, og accepterede at jeg var en grim, fed pige – og at jeg skulle føle mig heldig, fordi der var en fyr der ville være min kæreste, og at jeg havde venner der ville besøge mig engang imellem.
Jeg værdsatte alt det min familie gjorde for mig, selvom jeg på ingen måde følte at havde fortjent deres støtte og opbakning. Jeg var jo bare en belastning, der konstant skulle bruge deres kærlighed- de havde vel nok at se til med deres eget!
Jeg var også ude og have det sjovt i weekenden med øl, shots og masser af højt musik. Men jeg var også heldig at jeg blev inviteret med til festerne, for jeg var ret sikker på at ingen af dem faktisk kunne lide mig, sådan rigtig. Og hvis jeg gik ud af rummet, så talte de sikkert om mig – om hvor besværlig jeg var for min kæreste, og hvor belastende det måtte være at leve sammen med mig.
De her tanker var meget normale for mig dengang – og de overtog mit liv. Et liv jeg faktisk ikke synes der var værd at leve. Jeg skrev sågar sådan her i min dagbog:
“Hvis det er sådan her livet skal være for mig, så tror jeg ikke jeg gider at være her mere.”
Fra 2008-2011 havde jeg den sværeste periode i mit liv nogensinde. Lige indtil min læge en dag fortalte mig at jeg var dybt deprimeret. Herefter kom anti-depressiver og psykologforløb ind i billedet.
Først i slutningen af 2011 kan jeg erklære mig selv ‘rask’ og begynde at se fremad. Det skal siges at det også kom i takt med at min kæreste og jeg sluttede forholdet, og jeg flyttede væk.
Siden 2011 har jeg haft værktøjer til at komme igennem de svære tider, og jeg har ikke været nede og røre bunden siden.
Men det dårlige, grå vejr påvirker mig stadigvæk – og måske lidt mere end det burde. Det tager alt mit overskud, og gør mig ked af det helt ind i hjertet, uden at jeg kan sætte ord på hvorfor.
Det slipper nok aldrig helt, men jeg kan alle de ting alle andre kan. Jeg går på arbejde hver dag, holder mig aktiv, har en kæreste, bruger tid med venner og familie – og har tilmed en lille virksomhed som jeg også bruger tid på.
Jeg skriver det her indlæg, fordi der helt sikkert sidder andre derude, som nogen gange ikke kan overskue dagen og de enkelte gøremål. Og det eneste jeg vil sige er, at du er ikke alene. Og så ta’ den dag under dynen, hvis det er det du trænger til ❤ Nogen gange tror vi at vi skal agere Supermennesker og kunne det hele på én gang.
Nogle dage kan man ikke det hele. Og det er ok.
christinakayser.wordpress.com 